Selandia blev bygget på værftet B&W og i februar 1912 overdraget til ØK, som brugte det til at få succes med sin samhandel med Fjernøsten. Selandia skød globaliseringen i gang ved at gøre det muligt at skifte de kulfyrede dampskibe ud med dieseldrevne skibe, der havde langt større aktionsradius og forurenede langt mindre end damperne. Overgangen til diesel skete takket være unikt samarbejde mellem B&W og ØK, der ihærdigt videreudviklede på den motor, Rudolf Diesel havde opfundet, sådan at den kunne bruges på skibe.

Overgangen til diesel medførte store fremskridt både inden for miljø, arbejdsmiljø, teknologi og økonomi. I DieselHouse kan du i tre etager følge historien om Selandia. Det er blandt andet lykkedes os at finde frem til rejseskildringer fra besætningsmedlemmer, der var med om bord på Selandia.

Læs mere på den nye SELANDIA-hjemmeside eller hos Dieselhouse.

I alt mister mellem 1300 og 1400 søfolk livet i denne katastrofe.  Det er det største tab som Storbritannien oplever i krigen mod Danmark 1807 – 1814.

Katastrofens omfang satte sig dybe spor i kystbefolkningen, men lykkeligvis er der aldrig siden undergået en tragedie af de dimensioner på kysten.

I 200-året for strandingskatastrofen markerer Strandingsmuseet begivenheden med særudstillingen ”Gandske sunken”, der som overordnet tema har selve stranding­en juleaftens nat.

De døde og overlevendes fortælling er central i udstillingen. Man kan gå ind i et dødemandsbjerg, hvor bl.a. kaptajn Atkins fortæller sin historie. Desuden er der fokus på selve bag­grunden for forliset samt englandskrigene generelt.

Titlen på udstillingen er taget fra Claudi som i 1811 var Birkedommer i Ryssensteens Birk og befalingsmand ved Kystmilitsen. Den 25. december skriver han til ”Det Højtkongelige Admiralitet” i København for at rapportere om katastrofen ved den jyske vestkyst.

Mens han sidder og skriver kommer der en melding fra strandingsområdet, at; ”Nu i dette Øyeblik høres at St. Georg er gandske sunken og kun 12 mand af besætningen reddet.”. Den tolvte mand dør dog på stranden af nedkøling. Så der var reelt kun 11 mand fra HMS St. George der overlever og seks mand fra HMS Defence.

Claudi, som skriver rapporten d. 25. december, var fader til Justitsraad C. B. Claudi (1799–1890), som man betegner som det danske redningsvæsens stifter. Redningsvæsnet blev officielt oprettet i 1852. Han oplever således som barn den katastrofale tragedie på nærmeste hånd, hvilket var en af årsagerne til at han senere i livet kæmpede for et dansk redningsvæsen.

Andre øjenvidner til følgerne af strandingen var bl.a. Martin Pedersen Haahr, født 1801 ved Hovstrup. Han fortalte følgende til sine børnebørn omkring de omkomne fra skibene:

”Jeg var med min fader ved Havet 2. Juledag 1811, og da saa vi mange Lig, som var inddrevet af Havet. Vi havde en Stranding af Lig baade i Nord og Syd, og hele Befolkningen her i egnen var som lamslaaet af Skræk.”

Hans fader Strandfoged Peter Hahr, Hovstrup, skriver i samme anledning i Strandprotokollen:

”Den 26. og 27. december 1811 opskyllet af Havet 8 døde Mennesker, hvoraf 5 matrosklædte og 3 soldaterklædte. Ved Undersøgning fandtes ingen Papirer eller Penge hos dem. De døde ere alle jordede paa bekvemme steder den 27. Decbr. i Hauklitten udfor Haustrup.”

De mange lig, som drev ind på vestkysten fra henholdsvis HMS St. George og HMS Defence blev alle, på nær nogle få officerer og Kaptajn Atkins fra HMS Defence, begravet på ”bekvemme steder i Hauklitten” — de såkaldte Dødemandsbjerge. De små landsby-kirkegårde havde ikke kapacitet til at begrave mange mennesker på én gang.

Landsbykirkegårdenes manglende kapacitet var dog ikke den eneste grund til, at man begravede de døde i dødemandsbjergene. Man kunne ikke altid være sikker på, at de omkomne var kristne — hvis ikke kunne de ikke begraves i indviet jord.  Desuden var man klar over, at de omkomne skulle begraves hurtig pga. sundhedsrisikoen, og endelig skete den hurtige begravelse i dødemandsbjerge også i respekt for de omkomne, således de ikke blev udsat for ligrøveri.

Med tiden har havet eroderet klitterne og dødemandsbjergene bort. De blotlagte knogler fra de omkomne er blevet genbegravet på de lokale kirkegårde. Vesterhavet har eroderet alle kendte dødemandsbjerge væk, således at der i dag kun er beretningerne tilbage.

Men det var ikke kun naturen selv der kunne blotlægge de begravede i Dødemandsbjergene. Ræve var undertiden et problem. De skrabede sandet bort, så de begravede kom til syne. Dette var blandt andet med til, at man mange steder langs den jyske vestkyst i midten af 1800-tallet – stærkt tilskyndet af lokale præster — fik indført en procedure ved begravelse af strandlig, så de blév begravet på indviet jord på kirkegårdene.

Udstillingen kan ses frem til d. 31. december 2012.

Strandingsmuseum St. George,
Vesterhavsgade 1E
Thorsminde 6990 Ulfborg
tlf 97497366

www.strandmus.dk

Kom ind på Orlogsmuseet på Christianshavn og se originale våben, stiger, etc. konfiskeret fra somaliske pirater ud for Afrikas Horn. Våbnene og en mængde andre originale genstande fra fortid og nutid indgår i en udstilling, der sætter Søværnets moderne antipiratindsats ind i en historisk sammenhæng.

Drama fra Nordatlanten til Somalia
Orlogsmuseets særudstilling “I piraternes kølvand — Flådens kamp med pirater i 500 år” fortæller den ofte dramatiske historie om danske orlogsskibes kampe mod pirater både under hjemlige og fjerne himmelstrøg. Det er en historie, der tager museumsgæsten med på rejse til Nordatlantens kolde bølger omkring Island og Færøerne og derfra videre til de eksotiske nordafrikanske havne i Marokko og Libyen. Før rejsen slutter ved Afrikas Horn i vores egen tid, går rejsen også omkring Dansk Vestindien – det klassiske piratfarvand.

Kidnappet af muslimske sørøvere
Det vil sikkert overraske mange, at den danske konges undersåtter i Nordatlanten på Island og Færøerne i 1600– og 1700-tallet døjede med piratraids og kidnapninger. Men problemet var stort, og flåden måtte sættes ind for at bekæmpe uvæsenet. I 1700-tallet sendtes flådens skibe jævnligt til Middelhavet, dels for at levere gaver til de lokale magthavere, til gengæld undlod de nordafrikanske pirater at kidnappe danske søfolk. Men når man ikke kunne enes om disse afgifter måtte kanonerne tale, og danske orlogsskibe har bombarderet både Algier og Tripolis. I dag er det pirateri ud for Somalias kyst, der kræver Søværnets indsats.

Pirateri i tegneserieform
I udstillingen kan man se originale genstande som skibsmodeller, våben og billeder. Men emnet pirater og sørøveri taler til fantasien hos både børn og voksne, og derfor har museet bedt tre danske illustratorer om i tegneserieform at vise deres opfattelse af de historiske begivenheder, der fortælles om i udstillingen. Det er der kommet spændende og farverig formidling ud af!

“I piraternes kølvand — Flådens kamp med pirater i 500 år” er tilrettelagt af museumsinspektørerne David Høyer og Morten Tinning bistået af museumsinspektør Jakob Seerup.

Udstillingen er et led i fejringen af Søværnets 500-års jubilæum se
» Flåden 500 år og er også en del af årets Golden Days Festival i København se
» Golden Days Festival